(Folke-)bibliotekaren ved en korsvei

Den åpne Tøyen-utlysninga har ført til diskusjon: – Er man langsomt, men sikkert på vej til en total opløsning af det bibliotekariske univers og i færd med at miste en stærk faglig kompetence i bibliotekerne, spør Niels Windfels Lund. (Foto: Erling Bergan)

1. Udlysningstekster under forandring

Indtil omkring 2000 stod der i stillingsannoncerne fra bibliotekerne, at man søgte efter en bibliotekar med uddannelse fra Statens bibliotek- og informasjonshøgskole i Oslo eller tilsvarende nordisk uddannelse. Så kom uddannelsen i Tromsø til i ’96 og studier dukkede op i Trondheim, Kristianssand og Bergen, og man fik så langsomt, men sikkert ændret uddannelseskravene i udlysningsteksten til : ”bibliotekfaglig utdanning på bachelor eller høyere nivå med minst 120 / 60 studiepoeng bibliotekspecifikke studier”. Man begyndte også at få biblioteksledere i større folkebiblioteker, som ikke var bibliotekfaglig uddannede, med henvisning til at man havde tilstrækkelig bibliotekfaglig kompetence hos de faglig ansatte.

I dag i 2015 har man så en udlysningstekst fra Deichmanske bibliotek i Oslo, hvor man efterlyser kreative sjæle til ”Nyt bibliotek” : ”Er du litteraturformidler og en kløpper på digitale medier og sosiale plattformer ? Er du DIY-oppfinner med skapertrang og bakgrunn fra industridesign og it? Er du kokk eller kunstner som håndterer alle slags musikkinstrumenter og sceneteknikk? Eller har du en annen kombinasjon av erfaring og utdannelse på tvers av dette? Deichman lager nå et aktivitetsrom for frie drømmer og utforskende læring som skal overgå alt du har sett.” og uddannelseskravet er bredt ud til ”Relevant høyere utdanning”.

Denne meget åbne udlysning har ført til en større diskussion i bibliotekkredse om hvem som skal arbejde i biblioteket. Man kan spørge om man langsomt, men sikkert er på vej til en total opløsning af det bibliotekariske univers og i færd med at miste en stærk faglig kompetence i bibliotekerne ?

2. Kernen i biblioteket – mange forskellige biblioteker

Man skal lave et nyt bibliotek i Tøyen med bl.a. en scene! Det er jo helt fint at have en scene for et bibliotek som skal fungere i et lokalsamfund med mange børn, men ikke hvis det f.eks. var et forskningsbibliotek på et universitet eller et bibliotek på en industrivirksomhed, men måske på en skole. I den aktuelle diskussion glemmes det at biblioteker er en mangfoldig størrelse, som ikke nødvendigvis har de samme behov for kompetence.

Annonsen som skapte debatt: Fem nye hele stillinger til nytt barne- og ungdomsbibliotek på Tøyen i Oslo.

3. Bibliotekarer er mange ting

Selv bibliotekarer er ikke nogen entydig størrelse. På forskningsbiblioteker har man både forskningsbibliotekarer, som er uddannet indenfor et bestemt fagområde og ”bibliotekarer” som er uddannet indenfor ”bibliotekfag” og udfører bibliotektekniske opgaver. I skolebiblioteker har man lærere som har et kursus i skolebiblioteksarbejde. I folkebiblioteker har man bibliotekfag-uddannede bibliotekarer, som gør det faglige arbejde med at formidle information og kultur og biblioteksassistenter som udfører det bibliotektekniske arbejde. I små biblioteker har man bibliotekarer, som gør alt.

4. Kernen i bibliotekarfaget

Hvis folk skal passe ind i så mange forskellige sammenhænge kan man spørge om det er muligt at finde en fælles-nævner, en fælles kerne og i så fald hvad er så kernen i bibliotekarfaget, som gør en i stand til at fungere kompetent og professionelt i så bredt et arbejdsfelt som det er i dag. Dette spørgsmål var til stor og ophidset diskussion da jeg startede som ung lærer ved Danmarks biblioteksskole i 1975 og er 40 år senere stadig til heftig debat både i Norge og Danmark og resten af verden. Det skyldes ikke mindst et konstant pres fra de forskellige dele af biblioteksverdenen, som ønsker at man i uddannelserne skal fokusere på netop deres særlige behov, men det hænger også sammen med den øgede videnskabeliggørelse af bibliotekfaget og dens institutioner.

5. Bibliotek mellem videnskab og profession

For at være en ordentlig videnskab må man kunne præcisere sit genstandsfelt og dens problemfelter i forhold til andre videnskabelige discipliner. Det har skabt nogen grundlæggende faglige skillelinier, ikke mindst mellem det informationsvidenskabelige felt og det humanistiske felt, mellem interesse for databaseopbygning og søgning af information og interesse for kultur og formidling af kultur. Ind i mellem de to store felter, har man så også haft organisation og ledelse, det samfundsvidenskabelige spørgsmål om hvordan man styrer organisationerne. For alle tre felters vedkommende findes der særlige faglige traditioner, miljøer, metoder, publikationskanaler etc. som hver især må følge for at blive anerkendt til bl.a. at drive forskeruddannelse. Der findes en biblioteks- og informationsvidenskab, som i princippet skulle omfatte alle tre felter, men det er ikke hidtil lykkedes at omfavne alle tre felter på lige fod i et fælles veldefineret kernefelt. Det skyldes ikke mangel på god vilje, men når man har informations-begrebet i det overordnede navn på faget, så betyder det, at såvel kultur som organisation har været underordnede temaer i selve den grundlæggende diskussion af hvad faget drejer sig om, rent videnskabeligt. Det kan være, at det er under forandring i og med at det nordiske fagtidsskrift for området hedder: Nordisk tidsskrift for informationsvidenskab og kulturformidling, dvs. sidestiller information med kultur.

6. En særlig udfordring for folkebiblioteker

I alle tilfælde, så er folkebibliotekerne noget andet end både fag- og forskningsbiblioteker og skolebiblioteker. Mens fag- og forskningsbibliotekerne stort set koncentrerer sig om informationssøgning, så står folkebibliotekerne på mindst to ben, information og kultur, og har gjort det lige siden de blev oprettet for over 100 år siden. I Danmark havde man indtil 1985 to bibliotekaruddannelser, en for folkebiblioteker og en for fag- og forskningsbiblioteker. Måske skulle man genoplive denne løsning?

7. Hvad gør man i Tromsø?

Den aktuelle diskussion har stort set kun omtalt uddannelsen på HIOA, men der findes jo stadig en uddannelse i Tromsø, som siden ’98 har leveret mange kandidater til biblioteksnorge. Vi har altid sagt, at vi uddanner ”dokvitere” som fint kan arbejde som bibliotekarer, specielt dem som har taget en årsenhed i bibliotekskundskab med indbygget praktik. Tromsø-oplægget blev fra starten kaldt for dokumentationsvidenskab af hensyn til de nye dokument-typer som følge af den nye informationsteknologi, og derfor var det også naturligt, at man i 2013 ændrede fagets navn til Medie- og dokumentationsvidenskab.

Utdannelsen i Tromsø har siden 1998 levert mange kandidater til biblioteknorge, påpeker Niels Windfeld Lund. – Vi har altid sagt, at vi uddanner ”dokvitere” som fint kan arbejde som bibliotekarer, specielt dem som har taget en årsenhed i bibliotekskundskab med indbygget praktik. (Foto: Erling Bergan)

Praksis har hele tiden været en central del af Tromsø-uddannelsen, og med praksis mener vi et projekt, som udføres i praksis i dialog med det aktuelle bibliotek eller nu i forskellige medie- og dokumentinstitutioner. Praksis er ikke bare et spørgsmål om at komme ud og fornemme ”det virkelige liv”, men at lære at udvikle et sted i forhold til de vilkår, rammer og ønsker der er på det pågældende sted. I 2012-2014 var vi med i et større projekt i Troms fylke, ”bibliotekrommet”, http://bibliotekrom.tromsfylke.no som handlede om at udvikle et spændende, dynamisk og velfungerende biblioteksrum, uanset om det var i en lille bygd på Karlsøya, i en mindre by på Senja, i større byer som Harstad og Tromsø. Vi fik studenter ud i praktik efter at have haft besøg af en arkitekt, som var vant til at indrette biblioteker i mange forskellige lokalsamfund. Studenterne fandt på kreative løsninger, som kunne holdes indenfor små budgetter og samtidig udnytte de mange nye muligheder som digitale medier giver institutioner i selv små lokalsamfund. Medie- og Dokumentationsvidenskab, MDV, er ikke nævnt i udlysningsteksten fra Deichman, men MDVere vil være godt klædt på til at være med til at designe både scene og oplevelsesrum m.m. foruden at ordne både bøger og andre medier samt søge penge, styre regnskab etc. og sidst, men ikke mindst, gøre alt dette i samarbejde med mange andre faggrupper på biblioteket.

8. Bibliotekarer har fremtiden foran sig, hvis man tør!

Biblioteker, både folkebiblioteker og alle andre biblioteker vil fortsætte med at udvikle og forandre sig. Jeg tror, at der er behov for at man tager ”Tøyen-sagen” som en god anledning til at tænke nyt omkring hvad for kompetence og uddannelser som biblioteker har brug for i dag. Som jeg tidligere har sagt, så synes jeg at man alvorligt skal overveje forestillingen om at bibliotekarer er nogen som har en særlig uddannelse fra en særlig institution og i stedet for bruge bibliotekar-titlen til at benævne dem som aktuelt arbejder på et bibliotek. Bibliotekarforbundet vil ikke nødvendigvis blive uden medlemmer, tværtimod så kan man få medlemmer fra alle mulige faggrupper og få nyt blod til biblioteksverdenen. Bibliotekar-uddannelserne vil såmænd heller ikke nødvendigvis miste studerende ved at droppe bibliotekar-titlen, men få mulighed for at udvikle sine studieprogrammer til at uddanne specialister på forskellige områder, som både vil gøre fyldest og gavn på mange biblioteker og mange andre steder som arbejder med information, kultur, medier og formidling.